NEWSPEAK 2: EMOSJON

KUNST OG FØLELSE: MELLEM OFFENTLIG OG PRIVAT RUM
om utstillingen Emosjon, Babel 27. feb -4. mars
av Ulla Angkjær Jørgensen

På latin betyder emotion at ”bevæge”, ”flytte” eller ”oprive”, men bliver i moderne sprog brugt om sindsbevægelse, følelse, affekt og betegner altså individets subjektive reaktion på oplevelser, det udsættes for. Når talen er om sammenhængen mellem kunst og emotion må altså perspektivet angå mødet mellem kunst og betragter. Hvordan rører kunsten mig? I romantikken var følelse in. Dengang skulle kunsten vække det følelsesmæssige engagement hos beskueren. Modernismen reagerede i stor grad på dette føleri og hyldede abstrakte idealer som objektivitet og det universelle. I dag banker følelserne igen på kunstens dør. Den postmoderne sensibilitet anerkender igen følelsen og det subjektive engagement. Intimiteten krænges ud i alle medier. Vi er med på at døren mellem offentlig og privat rum står på vid gab, når vi er med på en kigger i det ene reality show efter det andet. Vi er for tiden deltagere i en kultur, der sætterne følelserne i forgrunden. Det kan ikke undgå at smitte af på min kunstoplevelse. Jeg er på en måde gearet på det følelsesmæssige, når jeg møder kunsten.

Newspeaks udstilling Emosjon præsenterer tre kunstnere af forskellig kunstnerisk observans. Kan deres værker på noget måde vække et følelsesmæssigt engagement hos betragteren? Det viser sig faktisk at blive lidt af en udfordring. Sten Are Sandbecks Shelter og Hvitt Flagg er to minimalistiske og stærkt konceptuelle objekter. Hverken minimalismen og slet ikke koncept-kunsten havde i udgangspunktet intentioner om at vække følelser – tværtimod. Umiddelbart bringer objekterne da heller ikke mit pis i kog. De er stramme konstruktioner og det æstetiske udtryk er sterilt, men ved nærmere øjesyn begynder der at ske noget. Objekterne, som består af et hvidt flag på stang og en bivuak med tæppe, udstiller idéen om et flag og en bivuak, men de gør mere end det. Sandbeck har bygget en sammenhængende installation af de to objekter. Sammen fortæller de en historie. Bivuakken leder med sin engelske titel ”Shelter” tankerne hen på den hjemløses situation og det hvide flag – som jo er tegnet på overgivelse – er placeret på en flagstang, tegnet på privatlivets terrænmæssige markering. Den hjemløse markerer ironisk sit tilhørsforhold i ingenmandsland. Til sidst vækker værket følelser af uretfærdighed og harme. Fra en oplevelse af et sterilt værk bevæger jeg mig gennem følelsesregisteret fra nul til godt varmt, efterhånden som det lykkes for mig at få værket til at give indholdsmæssigt afkast. Jeg er ikke oppe i det røde felt, men dog skal værket have point for sin overraskelseseffekt, der får mig til at føle social indignation på fællesskabets vegne.

Værre er det med Nirmal Singh Dhunsis Masala Painting som har en anden kulturbaggrund end min egen. Jeg har hverken nogen personlig eller fællesskabserindring at passe billedet ind i – tror jeg først. Jeg ser en masse farvestrålende pailletter. Bag alle pailletterne, som er arrangeret på billedfladen som dekorative juletræskæder, får man øje på et portræt af en mandsfigur med turban. Det er ikke et billede jeg forbinder med andet end noget vagt eksotisk og ”1001 nats eventyr”. Billedets æstetiske udtryk er haptisk-koloristisk og med sit smukke, strålende, optiske farveflimmer vækker billedet en fysisk-sanselig ”synsforstyrrelse”. Sindsbevægelsen bliver altså her af fysisk art. Men det at pailletterne blokerer for billedet bagved, forekommer ved nærmere eftertanke som et symbol på, at den vestlige forestilling om det eksotiske Østen i form af glimmer, glitter og farve flor spærrer for nogen ordentlig dialog med nutidens asiatiske befolkninger. Og voilá! Billedet peger tilbage på min egen kulturs fordomme. Alligevel, selvom det er muligt at drive den mening ud af værket, at det faktisk siger mere om fællesskabet i Vesten end noget egentligt Østen, rør det mig alene gennem påvirkningen af mine sanser. Det får ikke nogen følelsesmæssig indignation frem. Men det besidder noget af den dér fantastiske flimrende effekt som 1960ernes opart har og som er den effekt det eksotiske ofte har på os i Vesten. Selvmål?

Det værk der bringer mig helt op i det røde felt er imidlertid det kritisk-konceptuelle værk Portrett med ramme af Petter Buhagen. Og her er det på grund af en meget provokerende brug af blød porno. Buhagen præsenterer rigtignok ironisk et ”emotionelt” portræt af den navnløse internetforbruger. På nettet tilbydes alt i ”følelser”. Man kan købe: venner, sex, kærlighed. Det, der provokerer mig er, at Buhagen som eksempel på nogle af alle de tilbud på følelser man kan købe, under overskriften ”Meet single girls at Lademoen tonight!”, ser sig nødsaget til at vise store farvefotos af kvinder i blød porno-positur. Der er som sagt tale om et stærk ironisk værk og man kan argumentere for, at hvis Buhagen virkelig vil have gennemslagskraft for sit argument må han vise stærke billeder. Men også kunstgalleriet er et offentligt rum; det er ikke udhævet det sociale kredsløb; man kan ikke bare udstille hvad som helst under henvisning til, at her er alt muligt uden at det får konsekvenser. Alle udsagn har konsekvenser og enhver gentaget brug at denne type kvindebilleder fremmer forbruget at kvindekroppen lige meget, hvor den forekommer. Det er et godt gammelt feministisk synspunkt og det holder den dag i dag; også selv om den enkelte kvinde er gået med til fotografering og udstilling. I det offentlige rum ejer hun ikke sit eget billede. Det kan misbruges til hvad som helst. Selvom Buhagen mener det godt ¬– han er jo kritisk til denne brug af kvindebilledet –deltager han paradoksalt nok alligevel i den almindelige udnyttelse af den denne type billeder. Det kan gøre mig virkeligt rasende.